afhængighedsstrukturer

Afhængighedsstrukturer er en måde at repræsentere sætnings syntaktiske relationer på ved hjælp af et træ, hvor hvert ord (undtagen roden) er afhængigt af et andet ord, som fungerer som dets hoved. Edges i træet går normalt fra hovedet til det afhængige ord, og roden repræsenterer ofte den primære predikative del af sætningen. Denne tilgang fokuserer på relationer mellem ord snarere end på større konstruktioner som i konstituentstrukturer.

Historisk er afhængighedsgrammatik stærkt associéet med Lucien Tesnière, hvis arbejde på midten af det 20. århundrede lagde grundlaget for at analysere sætninger gennem ordforbindelser og afhængigheder i stedet for imellem forskellige fraser. Konceptet er siden blevet udbredt i formalismen for afhængighedsstrukturer og bruges bredt i lingvistik og sprogteknologi. Det står ofte i kontrast til konstituentbaserede repræsentationer, der fokuserer på hierarkiske fraser snarere end direkte ord-til-ord relationer.

En afhængighedsstruktur består typisk af et enkelt træ, hvor hvert ord har et eller flere afhængige (eller afhængigheder) og et hovedord. Sætningsdele som subjekt, direkte objekt, modificerende adjektiver og adverbier afbildes som relationer (f.eks. subj, obj, mod, adv). Strukturens fleksibilitet gør den velegnet til sprog med fri ordstilling og til automatiske parsingssystemer.

Anvendelser inkluderer lingvistikforskning og natur­sprogbehandling, især parsing, maskinoversættelse og informationsudtræk. Projekter som Universal Dependencies har standardiseret annotering af afhængighedsstrukturer på tværs af sprog. Fordelene omfatter enkelheden i relationel repræsentation og bedre håndtering af lange afhængigheder; udfordringer omfatter non-projective strukturer og afhængighedsvalg, der kan være tvetydige uden kontekst.