Vævskarakteristika

Vævskarakteristika betegner de egenskaber, der kendetegner biologiske væv og gør det muligt at beskrive, klassificere og forstå deres funktioner i kroppen. Centrale aspekter inkluderer celletypologi, vævsorganisation, ekstracellulær matrix (ECM), vaskularisering, innervation samt vævets metaboliske aktivitet og funktionelle egenskaber som beskyttelse, sekretorisk aktivitet eller kontraktion.

De fire grundlæggende vævstyper er epithelvæv, bindevæv, muskelvæv og nervevæv. Epithelvæv består af tætte cellelag med begrænset ECM og afgrænsede kontakter mellem celler; det fungerer primært som beskyttelse, sekretion og absorption og er ofte avaskulært. Bindevæv rummer ECM og forskellige celler, som fibroblaster; det giver mekanisk støtte, binder væv sammen og deltager i immunrespons og næringsudveksling. Muskelvæv er specialiseret til kontraktion og opdeles i skelet-, glat- og hjertemuskulatur, der muliggør bevægelse og tonus. Nervevæv består af neuroner og gliaceller og leder nerveimpulser, registrerer stimuli og koordinerer respons.

Vævskarakteristika undersøges gennem histologi og billeddiagnostik. Mikroskopisk analyse efter farvninger som Hæmatoxylin-Eosin giver information om cellestørrelse, kerner og ECM. Immunhistokemi og elektronmikroskopi kan afsløre specifikke markører og ultrastruktur. Observation af vævets arkitektur, fibertyper og vaskularisering understøtter beskrivelse af normalt væv og ændringer ved sygdom.

Anvendelserne omfatter medicinsk forskning, patologi og klinisk beslutningsstøtte. Vævskarakteristika hjælper med diagnose, prognose og behandling; ændringer i ECM, celleforhold eller vævstype kan indikere fibrose, tumorudvikling eller nekrose. I vævsteknologi anvendes karakteristika til design af biomaterialer og vurdering af funktionalitet.

---