Væskekopling

Væskekopling er en hydrodynamisk enhed, der overfører drejningskraft mellem to aksler gennem en forseglet rum fyldt med væske. Den består typisk af et pumpehjul (impeller) på den indgående aksel og et turbinehjul på den udgående aksel, som virker i væsken mellem dem.

Driften sker ved at pumpehjulet accelererer væsken og skaber flow og tryk, der driver turbinehjulet. Fordi væsken glider mellem hjulene, sker transmissionen med slip, hvilket dæmper chok og torsion og giver en mere smidig opstart end en direkte kobling.

Væskekoplingen har ingen faste friktionskontakter mellem de roterende dele, hvilket gør den slidfri ved normal drift og god til dæmpning af støj og vibrationer. Dog er der altid energitab gennem væskens viskositet og friktion, og effektiviteten afhænger af hastighed og belastning.

Anvendelser er alment udbredte: i automobilers automatgearer i form af en torque converter (som ofte inkluderer en stator og nogle gange en låsekløtsj), i marinemaskiner og i industriel udstyr som pumper og drivere, hvor blød start og vibrationsdæmpning er nyttige.

Fordele ved væskekoplinger er blød opstart, mekanisk isolation og reduktion af vibrationsudvikling; ulemperne er lavere effektivitet ved visse driftsbetingelser og høj belastning og større fysisk størrelse sammenlignet med direkte koblinger samt varmeudvikling i væsken.

Historisk opstod ideen i første halvdel af det 20. århundrede og blev udbredt i automatiske transmissionssystemer og marine applikationer. Moderne systemer kombinerer ofte væskekopling med en torque converter og muligheden for låsefunktion for at forbedre effektiviteten ved høj hastighed.