Ticforstyrrelser

Ticforstyrrelser betegner en gruppe neuropsykiatriske lidelser kendetegnet ved tilbagevendende motoriske og/eller vokale tics. Tics er pludselige, hurtige og ikke-rytmiske bevægelser eller lyde, som varierer i intensitet og kan komme og gå over tid. Symptomerne begynder ofte i barndommen og viser en tendens til at ændre karakter og udtryk gennem livet. Mange oplever en bedring i løbet af ungdomsårene, men for nogle fortsætter tics i senere liv.

Ifølge DSM-5/ICD-11 opdeles ticforstyrrelser i tre hovedkategorier: Tourette-syndrom, kronisk motorisk eller vokal ticforstyrrelse og transient ticforstyrrelse. Tourette-syndrom kræver både motoriske og mindst én vokal tic til stede i mere end ét år, med begyndelse før 18 år. Kronisk ticforstyrrelse indebærer enten motoriske eller vokale tics i mere end et år, men ikke begge. Transient ticforstyrrelse er kendetegnet ved tics, der varer mindre end 12 måneder.

Årsagerne er multifaktorielle, med genetisk sårbarhed og neurobiologiske forandringer i cortico-striato-thalamo-cortikale baner samt dopaminerg dysregulering. Sygdommen optræder ofte sammen med andre lidelser som ADHD og OCD, hvilket påvirker behandlingen og prognosen.

Behandlingen er individuel og fokuseret på funktionel påvirkning. Information, uddannelse og støtte i skolen er grundlæggende. Adfærdsterapi, fx habit reversal træning eller CBIT, er effektivt. Medicinsk behandling kan være nødvendig ved betydelig plage og kan omfatte antipsykotika (f.eks. risperidon, aripiprazol) eller guanfacine/clonidine til co-forekomst af ADHD; botulinum toksin kan anvendes ved fokale tics. Ved særligt svære tilfælde kan deep brain stimulation overvejes.