Sætningen

Sætningen, i dansk og norsk sprogbrug betegnet som den grundlæggende enhed i talesprog og skrift, er den enhed, der udtrykker en fuldendt tanke. Den begynder normalt med stort begyndelsesbogstav og afsluttes med et punktum, spørgsmålstegn eller udråbstegn. Sætninger kan være enkle eller sammensatte og indeholde flere ledsætninger.

En typisk sætning følger normalt et subjekt–verbum–objekt (SVO) mønster i danske hovedsætninger. Det finite udsagnsverbum placeres ofte umiddelbart efter subjektet, men inversion kan forekomme i spørgsmål eller under sætningsfremhævelse. Sætninger kan også indeholde ledsætninger, der er underordnede i forhold til hovedsætningen og giver tids-, årsags- eller betingelsesforklaring.

Typer af sætninger inkluderer enkle sætninger (en hovedsætning), sammensatte sætninger (tosætninger) med to eller flere uafhængige klausuler forbundet med konjunktioner, og komplekse sætninger med en eller flere underordnede klausuler. Spørgsmålssætninger (interrogative), udsagnssætninger og imperativer udgør forskellige sætningstyper baseret på form og funktion.

Punctuation og grafisk form spiller en vigtig rolle i sætninger. Som regel begynder en sætning med stor bogstav og afsluttes med punktum, spørgsmålstegn eller udråbstegn. Kommatering hjælper med at afgrænse ledsætninger og sætningsdele og følger regler for dansk skrift.

Etymologi og brug: Ordet sætning kommer fra verbet sætte og betegner oprindeligt en sammensætning eller placering af ord i en enhed. I moderne dansk er sætningen den lingvistiske enhed, der formidler en tanke eller en kommando, og den anvendes i tale og skrift til at strukturere information og betydning.