Stopbåndsdæmpning

Stopbåndsdæmpning refererer til den dæmpning, et filter yder i stopbåndet, dvs. det frekvensområde hvor signalet forventes undertrykt. Stopbåndsdæmpning er en af de centrale parametre i filterdesign og måles normalt i decibel (dB). Sammen med passbåndsrytme (ripple) og overgangsbredde bestemmer den, hvor effektivt uønskede frekvenser fjernes og hvor hurtigt dæmpningen træder i kraft i overgangsområdet.

Stopbåndet defineres som det frekvensområde, hvor ønsket signalgrad af dæmpning skal opfyldes. Dæmpningen beskrives ofte som A(f) i dB, hvor A(f) = 20 log10 |H(f)| for et analogt eller digitalt filter. Stopbåndsdæmpningen afgøres af filterets designmål, herunder stopbåndets startfrekvens (f_s), krævet endelige dæmpning og overgangsbredde. Generelt kræver større dæmpning en højere filterorden eller mere aggressive designmetoder, hvilket kan øge beregningsomkostningerne og latenstiden.

Designmetoder inkluderer både FIR- og IIR-filtere. Til FIR-filtre bruges ofte vinduesmetoden eller Parks–Massey/Radial-@Suppressil metoder til at opnå specificeret stopbåndsdæmpning og overgangsbredde, mens IIR-filtre ofte designer med Chebyshev- eller elliptiske praksisser for præcis dæmpning og lavere orden. Valg af metode påvirker numerisk stabilitet, implementeringskompleksitet og følsomhed over for kvantisering i praksis.

Anvendelser omfatter telekommunikation, audio og billedbehandling, anti-aliasing og anti-imaging i digitale systemer, samt generel støjdæmpning i signalbehandling. Stopbåndsdæmpning måles og specificeres typisk i det givne design og påvirker filterets samlede ydeevne og ressourcestandarder.