Stedsegrønne

Stedsegrønne er planter som bevarer deres blade eller nåle gennem hele året, i modsætning til løvfældige planter der mister bladene om efteråret. De omfatter to hovedgrupper: nåletræer (conifer) og bredbladede stedsegrønne arter. Almindelige nåletræer i tempererede områder er gran, fyr og cypres, mens stedsegrønne buske og mindre træer ofte findes hos laurbær, rhododendron og kamelia. Tujaer og andre prydbuske bruges ofte i hække og som skærme.

Stedsegrønne planter har ofte tætte blade eller skæl og en voksmatrig struktur, der giver vandtæthed og beskyttelse mod kulde. De kan photosynthesere i de kølige måneder, hvilket giver et mere konstant grønt indslag i havehjørner og landskaber. Mange arter er tilpasset tørre forhold og kan kræve god dræning og passende lys. Jordens pH og næring påvirker vækst og sundhed; nogle arter trives bedst i sur jord, mens andre foretrækker neutralt til lidt kalkholdigt substrat. De kan være mere sårbare over for visse sygdomme og skadedyr, og vinterlige forhold kan påvirke udseendet hvis der opstår forudgående tørke eller frostskader.

Anvendelse og betydning: I haver og private udemiljøer bruges stedsegrønne til pynt, afgræsning og vindbeskyttelse. De udgør ofte grundstammer i hække og hegn, giver strukturel vinterstruktur i landskabet og kan bidrage til biodiversitet ved at tilbyde ly og skjul for smådyr. Udvalget spænder fra hårdføre nåletræer til dekorative beskrivelser af bredbladede arter, hvilket giver muligheder i forskellige klimasituationer.