Slægtskabsforhold

Slægtskabsforhold betegner relationer mellem personer som følge af fælles afstamning eller gennem ægteskab. Begrebet anvendes bredt inden for genealogiske undersøgelser, arveret, sundhedssektoren og sociologi for at beskrive, hvor tæt to personer står i deres familieforhold. Slægtskabsforhold inddeles ofte i to overordnede typer: blodslægtsforhold (nedstamning og sidegrene gennem fælles forfædre) og affinetsforhold (slægtskabsrelationer gennem ægteskab eller partnerskab).

Slægtskabsgrad beskriver, hvor tæt to personer er beslægtede. Den beregnes ofte som antallet af led i slægtslinien mellem de to personer og kan være lineær (f.eks. forhold mellem forælder og barn, bedsteforældre og barn) eller i form af sidegrene (søskende, onkel-tante, fætre og kusiner). Forskellige lande og systemer kan bruge lidt forskellige betegnelser og tællestrategier, men grundideen er at måle nærhed af relationen.

I praksis spiller slægtskabsforhold en rolle i flere konkrete sammenhænge. I arveretten kan graden af slægtskabsforhold påvirke rettigheder til arv og bestemmelser om arvegang. I sundhedssektoren anvendes viden om slægtskabsforhold i genetisk rådgivning og risikovurdering for arvelige sygdomme. Registrerings- og dokumentationssystemer opregner ofte slægtskabsforhold for at sikre korrekte oplysninger om familiemæssige bånd.

Slægtskabsforhold omfatter altså både blodslægtsmåd og tilslutning gennem ægteskab, og de beskriver hvordan familiemedlemmer er relateret til hinanden på grund af fælles forfædre eller samliv.