Skønsbeføjelsen

Skønsbeføjelsen er et begreb i dansk forvaltningsret, der beskriver den skøns- eller vurderingsmagt, som en offentlig myndighed kan have, når lovgivningen giver generelle regler eller rammer frem for faste, entydige svar. Gennem skønsbeføjelsen får myndigheden mulighed for at tilpasse beslutninger til de konkrete omstændigheder og afveje forskellige interesser inden for de fastlagte rammer.

Juridisk grundlag og begrænsninger: Udøvelsen af skønsbeføjelsen sker inden for forvaltningslovens system. Skønnet må ikke være vilkårligt; det skal være forankret i lov, baseres på saglige kriterier, være rimeligt og proportionalt, og give begrundelse. Lægger lovgivningen op til skøn, kan der være krav om en begrundelse og mulighed for at klage eller få prøvet beslutningen i domstolene.

Eksempler: Velfærds- og socialforhold, hvor myndigheden skal vurdere behov og ret til ydelser; plan- og byggesager, hvor kommunale myndigheder skønner i forhold til bestemmelser og hensyn; tildeling af tilskud eller vilkår for støtte; udstedelse af tilladelser og dispensationer inden for givne grænser.

Kontrol og konsekvenser: Brugen af skøn kan underlægges klage og domstolsprøvelse. Retten kan begrænse eller tilsidesætte en myndigheds skøn, hvis det er uforeneligt med lovgivningen, ikke tilstrækkeligt begrundet eller udøvet systematisk forskelsbehandling. Myndighederne skal i praksis dokumentere begrundelser og følge principper som rimelighed, proportionalitet og ligebehandling.

Betydning og anvendelse: Skønsbeføjelsen muliggør fleksibilitet i administrationen og en effektiv håndtering af individuelle sager, samtidig med at rammerne og principperne beskytter borgernes rettigheder og retssikkerhed.

---