Skydannelse

Skydannelse er den meteorologiske proces, hvor vanddamp i atmosfæren kondenserer til vanddråber eller iskrystaller og danner skyer. For at skyer dannes, skal luft være fugtig nok, og den skulle stige eller afkøles, så dugpunktet nås.

Skyer dannes primært gennem opstigning af luften. Mekanismerne omfatter konvektiv opstigning fra opvarmet jord, orografisk løft over terræn, frontal løft ved mødet mellem varm og kold luft, og konvergens, hvor luften samles og presses opad. I opstigende luft udvider den sig og afkøles adiabatrisk; når dugpunktet nås, kondenserer vanddamp omkring kondensationskjerner og danner skyer. Dråber og ispartikler vokser ved koalescens og accretion, og i nogle tilfælde giver det nedbør som regn, sne eller slud.

Skytyper afhænger af højde og udvikling. Lavt niveau omfatter stratus og cumulus, mellem niveau inkluderer altostratus og altocumulus, og højt niveau dækker cirrus, cirrostratus og cirrocumulus. Vertikalt udviklede skyer som cumulonimbus kan nå store højder og er ofte forbundet med kraftig nedbør og tordenvejr. Fog og tåge er tætte skyer ved jordoverfladen, dannet ved radiativ afkøling eller ændringer i fugtighed.

Betydningen af skydannelse ligger i dens rolle for jordens strålingsbalance, vejr og klima, samt dens effekt på synlighed og vandressourcer. Forståelse af skydannelse indebærer atmosfærens termiske og dynamiske tilstand samt fugtighedsdistribution.