Silanforbindelsesmidler

Silanforbindelsesmidler er en gruppe organiske silanforbindelser, der fungerer som koblingsagenter mellem uorganiske overflader og organiske polymerer. De bruges til at forbedre vedhæftning og materialegenskaber i belægninger, kompositter, tætningsmidler og andre polymerbaserede systemer.

Kernemekanismen involverer to funktionelle dele i samme molekyle. Alkoxygrupper (for eksempel methoxy eller ethoxy) hydrolyserer ved kontakt med vand til silanolgrupper. Silanolerne kondenserer derefter med overfladesiloxaner eller andre silanolgrupper og danner et siloxan-netværk, der binder sig til overfladen. Den anden funktionelle gruppe er organisk og reagerer eller interagerer med polymeren under hærdning eller eksponering, hvilket giver stærkere intern vedhæftning mellem overfladen og materialet.

Funktionelle grupper varierer og bestemmer anvendelsen. Typiske eksempler er aminopropyl-, glycidyloxypropyl-, vinyl-, og mercaptopropylsilane. Eksempelvis AMINTOP eller GPTMS kan forbedre mekaniske egenskaber og kemisk resistens i polymer-matrixer, mens VTES og MPTMS er nyttige i samarbejde med epoxy- eller polyurethan-systemer.

Anvendelserne omfatter belægninger på glas og keramiske overflader, glasfiber- eller kevlar-kompositter, beton og cementbaserede materialer samt elastomerer og adhesives. Silanforbindelsesmidler bruges også som primers eller forbehandlede produkter for at udvide substraters kompatibilitet og forbedre vandafvisning og aldringsmodstand.

Opbevaring og håndtering kræver beskyttelse mod fugt og urenheder, da hydrolyse kan starte ved kontakt med luft. De giver ofte forbedret vedhæftning, men kræver kontrol af pH, opløsningsmiddel og hærdetider for at undgå uønskede bivirkninger som ukontrolleret aflejring eller misfarvning. Sikkerhedsdata bør følges, da visse forbindelser kan irritere hud og øjne.