Rotorfartøjer

Rotorfartøjer er luftfartøjer, der løftes og drives af roterende roterblade. Kategorien omfatter helikoptere, autogiroer og tiltrotorfartøjer. Fordelen ved rotorfartøjer er evnen til vertikal opstigning og ophold samt mulighed for at operere i tæt terræn og uden lange landingsbaner. De bruges både civil og militært, til redning, medicinsk transport, overvågning, offshore service og bynær transport.

Løftet opnås primært af hovedroterens lift; i de fleste helikoptere sker det ved en motor, der driver en transmissionskæde, som drejer hovedroteren og samtidig leverer anti-teknik gennem halerotor eller andre løsninger. Betjeningen foregår gennem cyklisk og kollektivt styresystem samt pedaler. Autogiroen har en hovedrotor, der roterer frit og genererer lift gennem autorotation, mens fremdriften normalt kommer fra en separat for- eller bagpropeller. Tiltrotorfartøjer har roterblade, der kan vippes mellem lodret (VTOL) og vandret position for at opnå vertikal opstigning og højere hastigheder i flyvningen.

Historisk begyndte udviklingen med Juan de la Ciervas autogiro i 1920’erne, som øgede sikkerheden ved lavhastighedsflugt. Helikoptere blev videreudviklet i midten af det 20. århundrede, blandt andet af Igor Sikorsky, og siden er kommercialisering og specialisering udbredt. Tiltrotorer som V-22 Osprey har vist, hvordan VTOL og højere cruise-hastigheder kan kombineres. I dag er rotorfartøjer almindelige i civil luftfart og militære operationer og anvendes også i industrien, hvor sikkerhed, vedligeholdelse og certificering spiller centrale roller.