Postkolonialismen

Postkolonialismen er et tværfagligt studieområde, der undersøger arrene fra kolonialismen og imperialismen, afkoloniseringens forløb og de vedvarende magtforhold i den globale orden. Den analyserer hvordan sprog, kultur og institutioner producerer og legitimerer forskelle mellem centrum og periferien, og hvordan koloniale erfaringer fortsat former identitet, viden og repræsentation i både tidligere kolonimakter og dagens relationer mellem nationer.

Nøglebegreber og metoder i feltet omfatter Orientalism, hybridity (hybriditet), subalternitet og diaspora. Forskningen anvender diskursanalyse, litterær og visuel analyse, samt historisk kontekstualisering for at afdække magtstrukturer og kolonialt arvede mønstre. Vigtige bidragere er Edward Said (Orientalism), Gayatri Spivak, Homi K. Bhabha samt senere tænkere som Frantz Fanon og Dipesh Chakrabarty.

Fagområdet beskæftiger sig med kolonial arv, neokolonialisme, diaspora og transnationale relationer og undersøger hvordan kolonialitet lever videre i sprog, uddannelse, medier og institutioner. Det omfatter analyser af litteratur, film, historie, antropologi og udviklingsstudier og søger at inkludere stemmer fra tidligere undertrykte grupper samt at dekontekstualisere vestlige fortællinger.

Kritik og variation findes inden for feltet. Nogle kritikere hævder at fokus ligger for meget på diskurser og vestlige teoretiske traditioner, mens andre ser postkolonialismen som nødvendig for at forstå globale magtforhold. Feltet er vokset og blevet mere regionalt og interdisciplinært med betydning i Afrika, Caribien, Sydasien, Oceanien og i metropolerne.

Vigtige skikkelser omfatter Edward Said, Gayatri Spivak, Homi K. Bhabha og Frantz Fanon.