Lipideforankrede

Lipideforankrede proteiner er proteiner, der er forankrede i cellemembranen gennem covalente lipidforbindelser i stedet for gennem et transmembrant domæne eller ved simpel perifær association. Denne type forankring giver ofte en præcis subcellulær lokalisering og kan regulere proteinets aktivitet og interaktioner.

Der findes flere typiske typer af lipidforankringer. N-myristoylation og palmitoylation er almindelige på cytosoliske proteiner: N-myristoylation er ofte co-translational og indebærer fjernelse af det første methionin og pålæggelse af myristinsyre på en N-terminal glycin, hvilket giver en let membranforbindelse. Palmitoylation sker ved tilknytning af palmitinsyre til specifikke cysteinrester via en thioesterbinding og kan være reversibel, hvilket tillader dynamisk ændring af lokalisering. Prenylering binder isoprenoide grupper (farnesyl eller geranylgeranyl) til en cystein nær C-terminalen i et CAAX-motif; efterfølgende proteolyse og methylering stabiliserer forankringen i membranen, ofte på cytosoliske siden.

GPI-ankerte proteiner får en glykolipidsforankring i endoplasmatisk retikulum og leveres til celleoverfladen med hovedparten af proteinet eksplicit fastgjort til den ydre membranumsigt. GPI-ankeret forankring kan være disponibel for fosfolipaseaktiviteter, hvilket frigør proteinet fra membranen.

Funktionelt er lipideforankrede proteiner centrale for signalering, trafficking og subcellulær lokalisering. Eksempler inkluderer Ras-familien ved prenylation, Src-family kinases ved dual lipidforankring, og visse GPI-ankrede proteiner som CD55 og CD59. Forankringen kan være dynamisk og reguleres af cellulære signaler, hvilket gør lipideforankrede proteiner til vigtige regulatorer i mange biologiske processer. Se også relaterede begreber som GPI-anker, prenylation, myristoylation og palmitoylation.