Ledningssløjfer

Ledningssløjfer er lukkede sløjfer af ledende materiale, typisk dannet af en kontinuerlig leder, der vender tilbage til udgangspunktet og danner en plan eller rumlig sløjfe. I elektroteknik bestemmes sløjfegeometrien – areal, form og orientering – af dens elektriske egenskaber, især induktansen og dens mulighed for at koble til magnetiske felter.

Ledningssløjfer kan være bevidst anvendte komponenter, som sløjfer i induktorer og transformatorer, hvor flere drejninger omkring en kerne øger induktansen, eller просте sløjfer, der fungerer som magnetiske antenner til modtagelse i bestemte frekvensområder. De anvendes også som sensingselementer, f.eks. strømmåling med Rogowski-sløjfer, der omslutter lederen og måler den inducerede spænding i sløjfen.

Sløjfer i ledningsnet og kabellægning kan også være kilder til elektromagnetisk støj (EMI). Tilfældigt dannede ledningssløjfer fungerer som antenner, der kan modtage eller udstråle signalspektrum, og større sløjfeområde øger både følsomheden over for støj og udstrålingen. For at reducere EMI lægger man vægt på at minimere sløjfeområdet, samle ledninger, anvende twistede par, afskærmning og korrekt kabelrouting, samt brug af ferrit og andre støjreducerende tiltag.

I bredere forstand kan ledningssløjfer også henvise til feedbacksløjfer i kontrolsystemer: et lukket løb, hvor en del af udgangen fødes tilbage til indgangen. Negativ feedback giver stabilitet, mens positiv feedback kan forårsage oscillationer. Ved design af sådanne sløjfer er det vigtigt at overveje sløjfegain og fasemargin for at sikre ønsket opførsel.