udstrålingen

Udstrålingen er energi, der frigives fra en kilde i form af bølger eller partikler. Begrebet omfatter elektromagnetisk udstråling, termisk udstråling og, i visse sammenhænge, akustisk udstråling. I fysik bruges udstrålingen til at beskrive, hvordan en kilde afgiver energi til omgivelserne, og hvor meget energi der når et bestemt areal per tidsenhed.

Elektromagnetisk udstråling spænder fra radiobølger til gammastråling. Den karakteriseres af spektral fordeling, intensitet og flux, som måles i enheder som W/m^2. For et sort legeme følger Plancks lov den spektrale fordeling, og Stefan-Boltzmann-ligningen giver den totale udstråling j = ε σ T^4, hvor ε er emissivitet, σ er Stefan-Boltzmann-konstanten og T er temperaturen. Udstrålingen af elektromagnetisk stråling følger også inverse-squares-loven i fritt rum: intensiteten falder som 1/r^2 med afstanden.

Termisk udstråling er ofte den dominerende kilde til varme fra en varm overflade, mens ikke-termisk udstråling (f.eks. synchrotron eller bremsstrahlung) ikke følger Plancks fordeling og har typisk sit eget spektrum.

Akustisk udstråling beskriver energi udgivet som lyd og er relevant i sammenhænge, hvor lydens energioverførsel måles i decibel.

Brug og betydning: I videnskab og teknik bruges udstrålingen til at bestemme temperaturer, sammensætning og fysisk tilstand hos objekter samt til design af varmebeskyttelse, sensorer og kommunikationssystemer. I astronomi og meteorologi giver udstrålingen information om kildens egenskaber og miljøet omkring den.