Koncentrationerne

Koncentrationerne refererer til mængden af opløst stof i et givent volumen af en opløsning, eller i forhold til opløsningsmidlet. De er centrale i kemi, biologi og medicin, fordi de bestemmer reaktionshastigheder, transport af stoffer og korrekt dosering.

I kemi findes flere måder at angive koncentration på. Molaritet (M) er antal mol opløst stof pr. liter opløsning. Molalitet (m) er antal mol opløst stof pr. kilogram opløsningsmiddel. Massekoncentration angives som gram opløst stof per liter opløsning. Vægtprocent beskriver forholdet mellem opløst stofs masse og den samlede masse af opløsningen i procent. Molefraktion (molfraktion, x_i) er forholdet mellem antallet af mol af et stof og den samlede mol i blandingen. Normalitet (N) betegner antal ækvivalenter pr. liter opløsning og anvendes især i ækvivalente reaktioner.

Oprettelse og beregning af koncentration sker ofte gennem løsningens sammensætning eller ved fortynding. For fortynding gælder typisk C1V1 = C2V2, hvor C1 og V1 er den oprindelige koncentration og volumen, og C2 og V2 den nye koncentration og volumen. Koncentrationer kan bestemmes ved titrering, spektrofotometri, gravimetrisk analyse eller konduktometri, og indirekte gennem refraktometri eller densitetsmålinger.

I biologiske systemer og medicin er koncentrationen af substrater, ioner og lægemidler afgørende for funktion, risiko og dosering. Koncentrationerne kan variere mellem væv og væsker og påvirkes af temperatur, salinitet og sammensatte anioner eller kationer. Afvigelser i måling eller uensartet blanding kan derfor få betydning for resultater og effekt.