Koagulationsfaktorerne

Koagulationsfaktorerne er en gruppe proteiner i blodplasma, som deltager i hæmostasen og muliggør omdannelse af flydende blod til en stabil fibrinklump. De befinder sig normalt i inaktiv form og aktiveres i en kaskade, der forbinder sekundær hæmostase med primær hæmostase og sikrer dannelsen af fibrin.

Kaskaden deles traditionelt op i en intrinsic bane, en extrinsic bane og en fælles bane. Den intrinsiske bane omfatter faktorer XII, XI, IX og VIII. Den extrinsic bane involverer vævsfaktor (III) og faktor VII. Den fælles bane aktiverer faktor X til Xa, hvilket fører til dannelsen af protrombin (II) til trombin og dermed omdannelsen af fibrinogen (I) til fibrin; XIII stabiliserer fibrinnettet. Mange faktorer har historiske navne: VIII betegnes hæmofilifaktor, IX Christmas-faktoren, X Stuart-Prower-faktoren, XI plazma thromboplastin antecedent, XII Hagemans faktor, mens VI er en historisk betegnelse og ikke en fysiologisk faktor. Calciumioner (IV) er en nødvendig cofaktor, ikke et separat protein.

De fleste koagulationsfaktorer produceres i leveren; aktivering sker ved skadesstedet gennem kontakt med skadet væv og platelets ydre overflade. Visse faktorer er afhængige af vitamin K for deres funktion, særligt II, VII, IX og X; proteinerne C og S er også vitamin K-afhængige. Antikoagulantia som warfarin hæmmer syntesen af disse faktorer og dermed koagulationsprocessen.

Forstyrrelser i koagulationsfaktorerne kan give blødningssygdomme, som hæmofi (faktor VIII mangel ved hæmofil A, faktor IX ved hæmofil B), eller generelle hæmostaseforstyrrelser som ved von Willebrand sygdom. Kliniske og laboratoriemæssige vurderinger anvender PT (prothrombin-tid) til extrinsic og fælles bane og aPTT (aktiveret partiell tromboplastintid) til intrinsic og fælles bane; thrombin-tid og andre test kan anvendes ved behov.