Gipsforbindelser

Gipsforbindelser er calcium sulfat-forbindelser med varierende hydratiseringsgrader. Den mest kendte form er gips, CaSO4·2H2O. Andre væsentlige former er hemihydratet CaSO4·0,5H2O (plaster of Paris) og anhydrit CaSO4, som mangler vandmolekyler. Der findes også natrium- og mineralske varianter som basaltiske hydrater, men i praksis bruges betegnelserne gips, plaster of Paris og anhydrit som de mest almindelige.

Omdannelser mellem disse former sker via varme og vandtilgængelighed. Opvarmning af gips fjerner vand og danner plaster of Paris; ved genhydrering får man igen gips. Fortsat opvarmning eller tørre forhold kan føre til dannelse af anhydrit. Temperaturer og vandtilbud styrer hydratiseringsgraden og dermed materialets egenskaber.

Forekomster og produktion: Gipsforbindelser forekommer naturligt i evaporitmineraler og udvindes fra gipsforekomster. Industrielt fremstilles gips også ved forarbejdning af rågips eller som biprodukt ved andre processer (f.eks. fosforsyreproduktion). Den naturlige form og syntetiske produkter anvendes bredt i bygge- og industrisektoren.

Anvendelser: Den mest kendte anvendelse er som byggemateriale i gipsvægge og gipsplader samt i støbninger og afstøbninger (plaster of Paris). Gips bruges også som cementtilsætning, jordforbedringsmiddel til at tilføre calcium og svovl, og i dentalteknik til aftryk og modeller.

Egenskaber og sikkerhed: Gipsforbindelser er relativt bløde og har lav opløselighed i vand. Støv kan irritere luftvejene ved indånding, så passende støvkontrol og patient sikker håndtering anbefales under forarbejdning og brug. Miljø- og affaldshåndtering bør følge lokale regler.