Fostervækst

Fostervækst beskriver fosterets størrelse og udvikling gennem graviditeten. Væksten overvåges typisk ved ultralyd, hvor parametre som hovedomkreds (HC), abdomenomkreds (AC) og lårbenlængde (FL) bruges til at estimere fosterets størrelse og vægt (estimater som EFW). Normal vækst følger en forventet kurve, og ved fødsel ligger gennemsnitsvægten omkring 3,0 til 3,5 kg, med variation mellem befolkningsgrupper og individuelle faktorer.

Fostervæksten påvirkes af en række faktorer, herunder genetiske forhold, moderens sundhed og ernæring, BMI, rygning, alkoholforbrug og stofmisbrug, samt placentafunktion og infektioner. Fostrets patologi og kromosomelle eller strukturelle misdannelser kan også påvirke væksten. Dårlig placental funktion kan føre til intrauterin vækstop eller vækstreduktion (IUGR).

Klassifikation: små for gestationsalder (SGA) og stor for gestationsalder (LGA). Intrauterin vækstrestriktion (IUGR) betegner utilstrækkelig vækst i forhold til gestationsalder og kan være asymmetrisk eller symmetrisk. Overvågning og behandling involverer gentagne ultralydundersøgelser og Dopplerundersøgelse af navlearterien for at vurdere placental modstand og blodgennemstrømning. Behandling fokuserer på risikofaktorer: rygeophør, kontrol af diabetes og hypertension, tilstrækkelig ernæring og tæt opfølgning. I tilfælde af tegn på fosterdistress eller svære tilfælde kan tidlig fødsel blive overvejet.

Resultaterne af fostervæksten har betydning for perinatal sundhed. Utilstrækkelig eller unormal vækst er forbundet med øget risiko for dødfødsel, neonatal morbiditet og senere metabolisk risiko. Gennem systematisk overvågning og målrettet behandling af risikofaktorer kan udfaldet forbedres for både moder og barn.