Fluorinerede

Fluorinerede forbindelser er kemiske forbindelser, hvor mindst ét hydrogenatom i et molekyle er erstattet af fluoratom. Denne substitution ændrer ofte egenskaber som reaktivitet, bindingsstyrke og termisk stabilitet og forekommer i både organiske og uorganiske systemer. Begrebet dækker alt fra små molekyler til fluoropolymere og er centralt i organofluor-kemien.

Fremstilling af fluorinerede forbindelser sker gennem fluorination, og metoderne varierer med målstrukturen. Direkte fluorering anvender fluorgas eller flygtige fluorforbindelser til at bytte hydrogen. Elektrofili fluorering benytter fluorholdige reagenser som Selectfluor til at introducere fluor i et substrat. Nucleophil fluorering bruger fluorinidkilder, ofte under særegne betingelser. Deoxyfluorination erstatter ofte hydroxyl- eller carbonylgrupper med fluor og er en vigtig metode i syntese. Sikkerhed og miljøhensyn er vigtige, da mange fluorinerede reagenser er giftige og meget reaktive.

Fluorinerede forbindelser har ofte høj kemisk og termisk stabilitet på grund af de stærke C–F-bindinger. De kan ændre polaritet og lipofili og kan øge metabolisk stabilitet i lægemidler, hvilket påvirker absorption og distribution. Samtidig giver fluorination ofte ændringer i vand- og fedtopløselighed og støder på regulatoriske krav i produktion og markedsføring.

Anvendelser spænder bredt: fluoropolymere som PTFE (teflon) og andre fluorinerede materialer, farmaceutiske produkter, specialolie- og elektronikmaterialer samt kølemedier og varmeoverføringsvæsker. Miljø- og sundhedsaspekter er vigtige, idet PFAS-forbindelser kan være persistente og potentielt skadelige, hvilket har ført til strengere regler og overvågning i mange lande.