Dækafgrøder

Dækafgrøder er afgrøder, der dyrkes primært for at dække jorden i perioder mellem hovedafgrøder eller efter høst. Formålet er at beskytte jorden mod erosion og afdrift, bevare jordens fugtighed og struktur samt øge den mikrobiologiske aktivitet i jorden. Dækafgrøder kan også reducere næringslækage, særligt kvælstof, og bidrage til højere jordfrugtbarhed ved at øge organisk materiale, rodnet og jordstrukturer.

Typer og funktioner

Dækafgrøder deles ofte op i leguminøse og ikke-leguminøse. Leguminøse arter som hvidkløver, rødkløver, lucerne og vikke kan danne symbiotiske knolde, der fiksere luftens kvælstof og dermed tilføre N til jorden. Ikke-leguminøse dækkulturer omfatter kornarter og græsarter som rug, havre, byg og rajgræs, der giver hurtig jorddækning, erosionbeskyttelse og smuleliggelse af ukrudt. Nogle blandinger kombinerer leguminøse og ikke-leguminøse arter for at få både kvælstoftilførsel og rask jorddækning.

Management og termination

Valg af arter og blandinger afhænger af klima, jordtype og afgrøderotation. Såningstiderne varierer fra efter høst til efterår; vinterhårde arter giver beskyttelse gennem vinteren i tempererede klimaer. Afslutning af dækafgrøden (termination) sker typisk ved slåning, grøftning eller crimping, inden hovedafgrøden sættes i gang, for at reducere konkurrence og organiske næringsomsætninger før såningen af den næste afgrøde.

Anvendelse og effekter

Dækafgrøder anvendes som et værktøj i bæredygtigt landbrug til at reducere jord erosion, mindske næringslækage, forbedre jordstrukturen og øge jordens biologi. De kan integreres i korte og lange afgrøderotationer og tilpasses lokale forhold og mål.