Datatypestørrelser

Datatypestørrelse beskriver hvor mange bits der bruges til at lagre en given datatype i hukommelsen. Størrelsen bestemmes af programmeringssprog, compiler og computerarkitektur, og den kan variere mellem platforme og sprog.

De mest almindelige kategorier inkluderer heltal, flydende tal, tegn og boolske værdier. Heltal findes ofte som 8-, 16-, 32- eller 64-bit; tegn repræsenteres typisk som 8-bit tegn, mens nogle sprog bruger 16 eller 32 bit for tegn i en unik encodning. Flydende pointe følger ofte 32-bit for float og 64-bit for double, mens der kan være udvidede varianter som long double. Boolske værdier udtrykkes typisk med 8-bit lagring i mange sprog, men kan være tæt forpacked i andre.

Endianhed beskriver ordren af bytes i multi-byte værdier og er uafhængig af størrelsen på typen. Little-endian og big-endian påvirker hvordan data læses og skrives i filer eller over netværk. Derudover kan kroppen i hukommelsen være påvirket af alignment og padding i forhold til arkitekturen og ABI.

Platform- og sprogafhængighed spiller en stor rolle. Nogle sprog har faste størrelser (for eksempel Java: byte 8 bit, short 16, int 32, long 64, char 16). C og C++ giver ofte minimumskrav men ikke faste størrelser, så praktiske platforme er 32-bit eller 64-bit, og pointers følger ofte arkitekturen. Python håndterer tal som objekter med dynamisk størrelse.

Praktiske råd: ved tværplatform-kommunikation eller filformater er det ofte bedst at bruge faste bredder eller netværksbyteordre, og at dokumentere datatypestørrelser og test på målplatforme. Datatypestørrelser påvirker hukommelsesforbrug og ydeevne og bør overvejes tidligt i designet.