Biodegradérbarhed

Biodegradérbarhed beskriver et materiales evne til at nedbrydes af biologiske processer gennem aktivitet af mikroorganismer som bakterier og svampe til naturlige stoffer som kuldioxid, vand og biomasse. Under visse forhold kan nedbrydningen være fuldstændig (mineralisering); andre gange sker der kun delvis nedbrydning eller fragmentering. Det er vigtigt at skelne mellem begreberne biodegradérbarhed, nedbrydning og kompostabilitet, og mellem materialer, der er biobaserede og/eller biologisk nedbrydelige.

Biodegradérbarhed er kontekstafhængig. En given plastik eller et andet materiale kan være biodegradérbart i et industrielt komposteringsmiljø, men ikke i naturligt jord- eller havmiljø. Stabilitet og hastighed af nedbrydningen afhænger af temperatur, fugtighed, iltindhold, pH og mikroorganismernes sammensætning. Aerob nedbrydning producerer CO2 og vand; anaerob nedbrydning kan give metan og biomasse. Tidsrammen varierer fra uger til år afhængigt af materialet og forholdene.

Testing og standarder: Nedbrydning dokumenteres typisk ved standardiserede tests i kontrollerede miljøer, som simulerer industrielt eller hjemmekomposteringsmiljø. I EU og USA findes standarder og labelordninger, der vurderer om et materiale er biodegradérbart under bestemte forhold (f.eks. industrielt komposteringsmiljø). Eksempler er EN 13432 og ASTM D5338. Det er vigtigt at læse etiketter, da biodegradérbarhed ikke nødvendigvis betyder, at materialet nedbrydes i naturen eller uden særlige faciliteter.

Anvendelser og begrænsninger: Biodegradérbarhed er særligt relevant for emballage og produkter designet til affaldsstrømme med mulighed for kompostering. Fordelen er reduceret langtidspersistens ved korrekt håndtering; ulempen er, at uden relevante nedbrydningsfaciliteter kan materialet ikke nedbrydes fuldt eller kan danne mikroplast. Derfor bør etiketter og kommunikation tydeligt angive, i hvilket miljø og under hvilke forhold nedbrydningen forventes at foregå.