Bevaringsværdi

Bevaringsværdi er et begreb i dansk planlægning og kulturarvsforvaltning, der beskriver den kulturel-historiske værdi af en bygning, et sted eller et landskab og hvorvidt det bør bevares i planlægnings- og udviklingssammenhænge. Værdien afspejler ofte æstetiske kvaliteter, arkitektonisk eller historisk betydning, relation til stedets identitet samt dokumentationsværdi. Bevaringsværdi bruges som et redskab til at prioritere bevarelsesindsatser og til at afbalancere kulturarv med ny udvikling.

Vurderingen står typisk i forhold til faktorer som alder og autenticitet, arkitektonisk kvalitet, tilknytning til historiske begivenheder eller personer, tilstand og kontinuitet i brugen samt betydning for områdets karakter og oplevelse. I plan- og byggesammenhæng kan en høj bevaringsværdi føre til særlige restriktioner ved ændringer, krav om dokumentation eller i nogle tilfælde fredning. Lave eller moderate bevaringsværdier giver mindre strikse regler, men kan alligevel indgå i bevarings- og byudviklingsplaner.

Bevaringsværdi er ofte en del af kommunale eller regionale kulturarvsvejledninger, og vurderingen kan gennemgås og revideres, når samfundsforhold ændrer sig. Førende myndigheder og eksperter, herunder kulturarvsinstitutioner og kommunale planlæggere, bruger vurderingen til at styre ressourcer og beslutninger med henblik på at bevare væsentlige dele af den fysiske kulturarv for nutidige og kommende generationer.