Atmosfæreregioner

Atmosfæreregioner er de primære vertikale inddelinger af Jorden’s atmosfære og strækker sig fra overfladen og op i rummet. De mest anvendte regioner er troposfæren, stratosfæren, mesosfæren, termosfæren og exosfæren. Grænserne mellem lagene varierer med højde og bredde, men inddelingen giver en nyttig ramme for meteorologi, klima og rumforskning.

Troposfæren er den nederste og mest tætte del af atmosfæren. Den indeholder omkring 80 procent af atmosfærens masse og er stedet for vejr og skydannelse. Tropopausen markerer overgangen til stratosfæren og ligger typisk omkring 8–12 kilometer ved polerne og omkring 16–18 kilometer ved ækvator. Temperaturen falder med højden og når omkring -55 til -60 grader Celsius ved toppen, afhængigt af placering og sæson.

Stratosfæren ligger over troposfæren og strækker sig til cirka 50 kilometer. Temperaturen stiger med højden i stratosfæren på grund af ozonlaget, som absorberer ultraviolet stråling. Ozonlaget findes i særlige dele af stratosfæren og bidrager til opvarmningen, hvilket gør stratosfæren mere stabil end troposfæren og mindre kendetegnet af vanddamp og skiftende vinde.

mesosfæren rækker cirka fra 50 til 85 kilometer, hvor temperaturen fortsat falder og når ned til omkring -90 grader Celsius. Dette lag er kendt for meteorer, der brænder op ved indtrængen i atmosfæren.

Termosfæren strækker sig fra omkring 85 kilometer til mellem 500 og 1000 kilometer. Luftens tætheder er lav, men temperaturerne kan blive meget høje pga. solstråling. Overgangen til exosfæren sker gradvist, hvor partiklerne bliver stadig mere sparsomme og til sidst glider ud i rummet. Exosfæren begynder omkring 600–800 kilometer og markerer grænsen mod rummet. Den øvre region inkluderer også ionosfæren, som indeholder elektrisk ladede partikler og er vigtig for radiokommunikation og satellitter, og som ligger i dele af mesosfæren og termosfæren.