Aldersforringelse

Aldersforringelse er et begreb, der beskriver den gradvise og generelle forringelse af funktioner, som følger med stigende alder. Begrebet bruges i biologi og geriatrisk forskning til at illustrere, hvordan kroppen ofte viser et mønster af fald i fysiske, kognitive og sansemæssige funktioner over tid, uden at der nødvendigvis er en enkelt sygdom. Det er ikke en specifik diagnose, men et aspekt af den normale aldring, som kan bidrage til øget sårbarhed eller behov for støtte hos nogle ældre.

Årsagerne er komplekse og involverer både genetiske og miljømæssige faktorer. Somatiske ændringer omfatter tab af muskelmasse og styrke (sarkopeni), nedsat knoglemasse, ændringer i syn og hørelse, balanceproblemer og ændringer i hjertets og kredsløbets funktion. På celleniveau spiller processer som akkumulation af skader, ændringer i proteostase, oxidativt stress og inflammatoriske mekanismer en rolle. Livsstil, ernæring, fysisk aktivitet og tilstedeværelsen af kroniske sygdomme kan fremskynde eller bremse aldersforringen.

Funktionerne kan variere meget mellem individer. Nogle ældre bevarer høj funktion og selvstændighed, mens andre oplever betydelige begrænsninger i daglige aktiviteter og behov for hjælp. Aldersforringelse kan øge risikoen for fald, tab af uafhængighed og behov for støtte, især når den ledsages af andre tilstande.

Forebyggelse og håndtering fokuserer på livsstilsvalg og sundhedspleje: regelmæssig fysisk aktivitet, særligt styrke- og balanceøvelser; en ernæringsrig diæt med tilstrækkelig protein og mikronæringsstoffer; tilstrækkelig søvn og socialt engagement; og effektiv behandling af kroniske sygdomme samt faldforebyggelse.