vævsspecifikitet

Vævsspecifikitet er et begreb inden for molekylær biologi, der beskriver, at visse gener udtrykkes særligt i bestemte væv eller vævstyper og dermed bidrager til vævets særlige funktion. Ekspressionen kan være høj i et væv og lav eller næsten fraværende i andre, men i praksis forekommer der ofte varianter og undtagelser. Vævsspecifik ekspression er central for vævsdifferentiation, udvikling og vedligeholdelse af funktion.

Flere mekanismer styrer vævsspecifikiteten. Regulering sker gennem promoter- og enhancer-elementer, samarbejde mellem transkriptionsfaktorer og cofaktorer, og gennem epigenetiske ændringer som DNA-metylering og histonmodifikationer, der påvirker kromatins tilgængelighed. Tidsmæssig og rumlig regulering (udvikling og fysiologiske tilstande) bidrager også til vævsspecifik ekspression.

Eksempler: leveren udtrykker højt albumin og en række metaboliske enzymer; pankreas beta-celler udtrykker insulin; skeletmuskulatur og hjertemuskulatur udtrykker muskel-relaterede gener. Mange gener er udtrykt i flere væv, men med forskellig ekspressionstyrke og regulering.

Betydning: Vævsspecifik ekspression muliggør specialiserede funktioner og er væsentlig i medicin og forskning, f.eks. ved udvikling af vævsspecifikke terapeutiske tilgange og i forståelsen af sygdomsprocesser, hvor misregulering i et væv kan være patologisk. Studier af vævsspecifikitet anvender RNA-sekventering, enkeltcelles RNA-seq og tværogent data som GTEx for at kortlægge vævsudtryk og dets regulerende elementer.