vævsarkitektur

Vævsarkitektur beskriver den tredimensionelle organisering af celler, ekstracellulærmatrix og mikromiljø i et væv. Begrebet omfatter cellernes rumlige arrangement, celle–celle- og celle–matrix-interaktioner samt de fysiske og kemiske gradienter, der påvirker funktion og homeostase.

Vævsarkitektur bestemmer vævets funktion ved at styre cellekommunikation, stoftransport og mekanisk støtte. I epitelvæv giver lagdeling barrierefunktion, i bindevæv sikrer fibrøse komponenter styrke og elasticitet, og i organer som lever og nyre muliggør specialiserede mikrostrukturer effektiv metabolisme og filtration.

Studiet af vævsarkitektur anvender histologi, immunohistokemi, konfokal- og elektronmikroskopi samt nyere 3D-billedgivning og single-cell spatial transcriptomics for at kortlægge celler og matrix i kontekst. In vitro-modeller som organoider og vævsskanninger bruges til at genskabe arkitektur for forskning og lægemiddeludvikling.

Forstyrrelser i vævsarkitekturen er centrale ved sygdomme: tumorudbredelse, fibrose og kronisk inflammation ændrer matrix og cellulær organisation og påvirker prognose og behandling. Derfor er forståelsen af arkitektur vigtig i patologi, regenerativ medicin og vævsingeniørarbejde, hvor målet ofte er at genskabe eller modulere korrekt struktur for at genoprette funktion.

Begrebet er tværfagligt og forbinder cellebiologi, biomedicinsk billeddannelse, materialeteknologi og klinisk medicin i studiet af hvordan struktur understøtter biologisk funktion.