vindbestøvede

Vindbestøvede plantesamfund består af arter, der primært får deres pollen spredt gennem vinden. Begrebet bruges om planter, der ikke er afhængige af insekter eller andre dyr til pollination, og som derfor viser træk tilpasset anemofil pollination. Blomsterne hos vindbestøvede arter er ofte små, uanseelige og uden nektar eller stærkduft. Pollenet er let og produceres i store mængder for at øge sandsynligheden for at nå en kvindelig blomsterstand. Mange vindbestøvede planter har hanlige blomster i katkins eller i separate blomsterstande, mens hunlige blomster har attraktive stigmer til at opsamle pollen.

Pollinationsmekanismen hviler på luftstrømme og høj sejlopfyldning af pollen over afstande mellem planter. Derfor spiller tæthed og stedet for blomstring en stor rolle for succesraten. Vindbestøvning er særligt effektiv i åbne habitater og i tørre, vindrige perioder, hvor pollenkornene kan transporteres frem og tilbage i luften. Som trade-off giver strategien høj genetisk udveksling over store afstande, men den er sårbar over for nedbør og dårligt vejr under blomstring.

Eksempler på vindbestøvede arter omfatter mange træer og buske såsom birk og pil samt visse nåletræer som fyr. Blandt græsser og andre urter er vindbestøvningen også udbredt. Denne pollinationsvej står i kontrast til entomofil pollination, hvor insekter eller andre dyr er pollinatorer og ofte tiltrækkes af nektar, farver og duft.