tjenesteorientering

Tjenesteorientering, ofte omtalt som serviceorientering eller serviceorienteret arkitektur, er en tilgang til softwareudvikling hvor systemer bygges som samlinger af løst koblede, genanvendelige tjenester. Hver tjeneste implementerer en klart afgrænset forretningsfunktion og kommunikerer med andre tjenester gennem veldefinerede grænseflader og protokoller.

Grundprincipperne omfatter los kobling mellem tjenester, kapsling af gevinster og data, kontraktbaseret kommunikation samt standardiserede grænseflader. Interaktioner sker typisk gennem netværksbaserede protokoller og beskeder, hvilket muliggør distribution, interoperabilitet mellem forskellige platforme og teknologier, og mulighed for dynamisk sammensætning af funktionalitet.

Vigtige elementer i tjenesteorientering er servicekontrakter, servicefaktarer og metadata, servicekataloger og registrering, samt mønstre som orchestration (centreret styring af procesflow) og choreography (frigående koordinering mellem tjenester). Arkitekturen understøttes ofte af governance, sikkerhed, versionering og servicelevel agreements.

Fordele ved tjenesteorientering inkluderer genanvendelighed af funktionalitet, fleksibilitet ved udskiftning eller opgradering af individuelle tjenester, skalerbarhed og mulighed for tværgående integrationer i store organisationer eller i skybaserede miljøer. Typiske anvendelser er enterprise integration, workflowautomation og større applikationer der drager fordel af mikrotjeneste- eller SOA-lignende mønstre.

Udfordringer omfatter kompleksitet i design og styring, sikkerhed og pålidelighed i distribuerede systemer, netværksomkostninger og håndtering af versionering samt krav til governance og standardisering. Relaterede koncepter omfatter API’er, REST, SOAP, mikrotjenester og ESB’er.