testdækning

Testdækning er en måling af i hvilken grad softwaren bliver dækket af tests. Den angiver i hvilken udstrækning kode, funktionalitet og krav bliver testet, og hvor stor en del af programmet der aktiveres under test.

Der findes flere typer af testdækning. Den mest udbredte er kode(dækning), som måler hvilke dele af koden der bliver kørt gennem tests. Man taler også om statement- eller linjedækning (hvilke kodelinjer der udføres), branchdækning (om både True og False grene i en betingelse er testet) og vej-/stiadækning (path coverage), som forsøger at tæmme alle mulige kørselsstier i det omfang, det er muligt. Ud over teknisk kode­dækning kan man måle kravdækning eller funktionel dækning for at se, om funktionaliteter eller krav er dækket af tests.

Måling og værktøjer: Mange værktøjer kan generere dækningsrapporter. Eksempler inkluderer JaCoCo for Java, Istanbul/nyc for JavaScript og Coverage.py for Python. Det er almindeligt at måle dækning på tværs af unit-, integrations- og end-to-end tests og at integrere rapporterne i kontinuerlig integration (CI).

Fortolkning og begrænsninger: Høj testdækning betyder ikke nødvendigvis høj kvalitet. Dækning viser, hvilke dele der er testet, ikke om testene er meningsfulde eller i stand til at opdage fejl. Det er muligt at have høj dækkelse samtidig med dårlige tests eller døde kode. Derfor bør dækningsmål bruges sammen med andre kvalitetsindikatorer og ikke misbruges som eneste mål.

Bedste praksisser: Anvend flere dækningsmålinger samtidig (statement, branch, funktioner samt kravdækning), overvej mutationstest og risiko-baseret testdesign, og hold løbende gennemgivelser af dækningshuller i CI og udviklingsprocessen.