taleorganerne

Taleorganerne betegner de strukturer i kroppen som deltager i frembringelsen af tale hos mennesker. De kan opdeles i tre funktionelle blokke: respiration, fonation og articulation samt resonans. Respirationen leverer den luftstrøm, der er nødvendig for tale, og styres af lungerne, diaphragma og øvrige åndedrætsmuskler gennem luftvejene. Fonationen foregår i larynx ved stemmebåndene, som vibrerer og danner grundtonen og timbre afhængigt af spænding og åbningsgraden af glottis. Supralaryngeale resonansrum—pharynx, mundhule og næsehulrum—former lyden ved at ændre hulrummets størrelse og form.

Artikulationen udgøres af de bevægelige og faste strukturer i mund og næse: læberne, tungen (tip/apex, blad, dorsum), tænderne, alveolerranden, ganen (hård gane og bløde gane/velum) og kæben. Kombinationen af placering og bevægelse giver konsonanter og vokaler. For konsonanter betegnes stedet for articulation som bilabial, labiodental, dental, alveolar, postalveolar, palatal, velar og glottal; måderne inkluderer plosiv, frikativ, nasal og approximant. Vokaler inddeles primært efter tungens højde og bagflade samt læbeføring.

Næsepassagen kan aktivt bidrage til nasalitet ved åben velum. Taleorganerne udvikles gennem barndommen, og afvigelser i koordination eller struktur kan give talebesvær, f.eks. dysartri eller velofaryngeal insufficiens.