strenginstrumenter

Strenginstrumenter er musikinstrumenter, hvor lydproduktionen sker ved, at strenge vibrerer. Strengene kan sættes i svingning ved at stryges med en bue, plukkes med fingrene eller slås mod kroppen eller en klangboks. Kroppen omkring strengene fungerer som resonator og farver lyden.

De opdeles efter metoden, der sætter strengene i bevægelse: strygeinstrumenter som violin, bratsch, cello og kontrabas; plukkede instrumenter som guitar, lut og harpe; samt slåede eller hammerede instrumenter som klaveret, hvor tangenter udløser små hammers, der slår imod strengene.

En streng spændes mellem nuten og en ende fastgjort i krop eller hardware. Strenge kan være af gut, nylon eller metal, mens kroppe ofte er af træ og indrettet med en resonator og en lydplade. Forskelle i materialer, konstruktion og form påvirker klang og spilbarhed, og mange instrumenter har justerbare mekanismer til at ændre tonehøjde og intonation.

Historien: Strenginstrumenter forekommer i mange kulturer siden oldtiden. I Europa udviklede violinfamilien sig i Italien i det 16. og 17. århundrede og siden har den dannet grundlaget for det moderne orkester og kammermusik. Udviklingen af metalstrenge, forbedringer i resonatorer og senere elektrificering udvidede klangpaletten og anvendelsen i forskellige musikgenrer.

Spilleteknikker og notation: Strygeinstrumenter bruger bueføring, vibrato og pizzicato; plukkede instrumenter anvender fingerteknikker eller plektrer; klaver og andre hammerinstrumenter aktiverer hammers for at slå strengene. Notation følger ofte vestlige traditioner, men varierer mellem kulturer og instrumentgrupper.