sprogproduktionen

Sprogproduktionen refererer til de kognitive og motoriske processer, der omdanner intentioner og tanker til tale eller skrift. Den omfatter valg af betydning, konstruktion af syntaktiske strukturer og koordinering af bevægelser i taleapparatet. Forskningen i psykolinguistik og neurovidenskab undersøger, hvordan ord udvælges, hvordan sætninger bygges, og hvordan produktionen overvåges og justeres i realtid.

Ifølge Levelt-modellen opdeles sprogproduktionen i hovedfaserne konceptualisering, formulering og artikulation, understøttet af selvmonitorering. Konceptualisering drejer sig om budskabet og intentionen; formulering om udvælgelse af lemmas og ord (lexem) samt konstruktion af syntaktisk struktur og fonologisk form; artikulation om at omdanne disse planer til motoriske programmer og tilrettelægge taleproduktionens bevægelser. Selvmonitorering bruger auditiv feedback til at opdage fejl og rette dem under produktionen.

Neuralt er sprogproduktionen forbundet med et netværk, der omfatter Brocas område i frontallappen for syntaktisk behandling, Wernickes område i temporallappen for semantisk og fonologisk bearbejdning, samt forbindelserne gennem arcuate fasciculus. Supplerende motorområde og primære motoriske cortex deltager i planlægning og udførelse af artikulation.

Klinisk og udviklingsmæssigt viser sprogproduktionen variation — fra normal udvikling hos børn til tosprogethed — og kan påvirkes af tilstande som afasi, apraxia af tale og stamming. Forskningen bidrager til rehabilitering og til udvikling af tale-teknologi og forbedrede undervisnings- og støtteformer.