sidekanalangreb

Sidekanalangreb er en type sikkerhedsbrist, som udnytter information, der lækkes under den fysiske implementering af et system, snarere end fejl i selve den kryptografiske algoritme. Angriberen observerer fysiske egenskaber som tidsforløb, strømforbrug, elektromagnetiske udsving eller akustiske signaler for at udlede hemmelige oplysninger som nøgler eller nøgle-relaterede værdier. Lækagerne opstår i hård- eller firmvare og kan kræve fysisk adgang eller tæt kontakt til udstyret.

Der findes flere hovedkategorier af sidekanalangreb. Timingangreb udnytter varians i beregningstider. Strøm- og effektsanalyser, som Simple Power Analysis (SPA) og Differential Power Analysis (DPA), udnytter korrelationer mellem nøglerværdier og målt strømforbrug eller spænding. Elektromagnetiske lækager og akustiske udsving kan også udnyttes. Der findes endvidere fejlbaserede angreb (fault injection), som forstyrrer kredsløb for at fremtvinge svagere sikkerhed. Angreb kan være passive (kun overvågning) eller aktive (forårsager ændringer).

Typiske mål er kryptografiske enheder som smartcards, hardwaremoduler og processorer, hvor målinger af udgangssignaler afslører hemmeligheder. Sidekanalanalyser har vist, at selv tilsyneladende sikre software kan være sårbart, hvis implementeringen ikke er konstrueret med sidekanaler i tankerne.

Forebyggelse inkluderer konstant-tids algoritmer og operationer, masking og blinding samt randomisering af processer. Hardwareafskærmning, balanceret strømforbrug, fejltolerante kredsløb og overvågning af suspekte målepunkter forbedrer modstandsdygtigheden. Sikkerhedsvurdering og test af sidekanaler er vigtige dele af design- og revisionsprocesser. Sidekanalangreb har siden 1990’erne formet praksis inden for hardware- og kryptografidesign og evaluering.