selvafladning

Selvafladning er den langsomme reduktion af lagret energi i et batteri, selv når det ikke er i brug eller forbundet til en belastning. Den skyldes indre kemiske reaktioner og parasitiske strømforbrug inden i batteriet, som gradvis bryder den oplagrede energi ned til afgivne midlertidige spændinger.

Årsager og mekanismer omfatter kemiske reaktioner i elektrolytten og på elektrodematerialerne, ufuldkommenheder i fabrikationen og urenheder, samt aldring og temperaturafhængige processer. Forskellige batterityper har forskellige selvafladningsmønstre: litiumbaserede batterier (såsom Li-ion) har generelt lav selvafladning, mens nikkelbaserede batterier og ældre teknologier kan aflade højere. Lækage og dendritdannelse kan også bidrage til tab af kapacitet over tid.

Faktorer, der påvirker selvafladningen, inkluderer temperatur, opbevaringsforhold og batteriets tilstand. Højere temperatur øger selvafladningen, mens køligere forhold sænker den. Lagringsniveau og batteriets alder påvirker også hastigheden; ældre celler har ofte højere selvafladning. Parasitære strømtræk i enheder og dårligt forseglede emballager kan yderligere accelerere tabet.

Måling og konsekvenser: Selvafladning fører til, at batterier mister tilgængelig kapacitet over tid, hvilket kan give længere opladningstider eller for tidlig afladning i udstyr, selv hvis batteriet ikke bruges. For visse applikationer kan det forstyrre pålideligheden og levetiden.

Forebyggelse og håndtering: Opbevar batterier ved kølige, tørre forhold og undgå høj temperatur i længere perioder. For nogle kemier kan en moderat restladning og passende opbevaringsniveau reducere selvafladningen betydeligt. Undgå parasitære strømtræk fra udstyr, og vælg batterier med lav selvafladning, hvis langvarig opbevaring er nødvendig.