netværksvirtualisering

Netværksvirtualisering er processen hvor fysiske netværkselementer og -funktioner abstrakteres til logiske netværk, der kan oprettes, ændres og slettes uafhængigt af den underliggende infrastruktur. Målet er at kunne levere isolerede, fleksible og dynamiske netværkstjenester i komplekse miljøer som data centre, offentlige og private skyer samt multi-tenant netværk, uden at ændre den fysiske hardware.

Princippet bygger ofte på en todelt arkitektur med et underlay-netværk, der udgør den fysiske transport, og overlays, der leverer logiske netværk gennem tunneling og encapsulation. Kontrolplanen og dataplanet kan adskilles i moderne løsninger, hvor software-definerede netværk (SDN) styres af centrale controllere, mens dataplanet udfører pakke-forwarding i virtuelle switches eller routere. Mange implementeringer benytter vSwitches i værtsmaskiner og netværks-hypervisorer til at styre virtuelle netværkssæt og policies.

Teknikkker og teknologier omfatter blandt andet L2- og L3-segmentering i form af VLAN og overlay-netværk som VXLAN, GRE eller NVGRE, samt nyere Geneve-protokollen. Disse overlays muliggør skalerbar isolering og fleksibel netværksadressering mellem virtuelle maskiner, containere og fysiske enheder. Netværksvirtualisering bruges sammen med SDN og Network Functions Virtualization (NFV) for at automatisere konfiguration, orkestrering og levering af netværkstjenester.

Fordele og udfordringer inkluderer øget agilitet, bedre ressourceudnyttelse og stærkere isolering mellem lejere eller applikationer, men også øget kompleksitet, potentielle ydeevneomkostninger ved encapsulation og krav til sikkerhed og interoperabilitet på tværs af leverandører og standarder.