lungeudviklingen

Lungeudviklingen er den komplekse proces, der danner lunger og luftveje fra fosterstadiet til tidlig barndom. Den omfatter forgreningsmorfogenese, vaskularisering og senere modning af gasudvekslingsenheder samt produktion af surfaktant, som er nødvendig for åndedrætsevnen.

Udviklingen opdeles i flere faser. I den embryonale periode (omkring 4–7 uger) dannes lungebud fra foregut. Den pseudoglandulære periode (ca. 5–16 uger) præges af intensiv forgrening af luftveje. Den kanalikulære periode (ca. 16–26 uger) udvikler respiratoriske bronchioler og netværk af kapillærer. Den terminale sæksperiode (ca. 26 uger til fødsel) markerer dannelsen af terminale sække og begyndelsen til differentiation af type I og II pneumocytter. Alveolærperioden starter før fødslen og fortsætter i barndommen, hvor alveolerne fortsat dannes og modnes.

Surfactant produceres af type II pneumocytter og består af phospholipider som DPPC, der sænker overfladespænding og forhindrer alveolernes sammenklapning ved udånding. Produktion begynder sent i graviditeten og er afgørende for nyfødtes åndedræt.

Faktorer og mekanismer styrer udviklingen: signalkaskader som FGF10, SHH, WNT og BMP, sammen med transkriptionsfaktorer NKX2-1, GATA6 og SOX9. Samspillet mellem epitel og mesoderm og lokalt miljø bestemmer forgrening, vaskularisering og pneumocytdifferentiering.

Forstyrrelser i udviklingen kan give kongenitte misdannelser som diaphragmatisk hernie eller tracheoesofageal fistel og føre til pulmonær hypoplasi. Præmaturitet og miljøfaktorer som maternel rygning eller infektion kan påvirke surfaktantproduktion og alveolærudvikling og øge risikoen for respiratorisk distress-syndrom eller bronchopulmonal dysplasi. Lungeudviklingen fortsætter desuden efter fødslen og gennem barndommen.