lufthavnsbaner

Lufthavnsbaner er de primære landings- og startområder på en lufthavn. Banerne er udformet og vedligeholdt til at sikre sikker takeoff og landing under varierende vejrforhold og for mange forskellige flytyper. En lufthavn kan have én eller flere baner, ofte placeret parallelt eller i en krydsende konfiguration, og banebelægningen består typisk af asfalt eller beton. Banernes længde, bredde og bæreevne tilpasses forventet trafik, flytyper og det lokale klima.

Banernes betegnelse følger deres magnetiske retning og angives som to cifre, f.eks. 09/27, hvor den ene ende bruges til takeoff og landing i den retning. Mange baner er udstyret med landingshjælpemidler såsom instrumentlandingssystemer (ILS) med forskellige kategorier, synlige landingslys (PAPI eller VASIS) og midter- og kantmarkeringer. Luftfarten anvender også markeringer og lys langs banen, der angiver start- og landingszonen.

Sikkerhed og vedligeholdelse er central for lufthavnsbaner. Der anvendes sikkerhedsområder omkring banen (RESA/stopways), og der opretholdes friktion gennem vedligeholdelse, iståler og snerydning om vinteren. Større baner har også systemer til overvågning af friktion og bremsereffekt samt procedurer for dårligt vejr såsom is og sne.

Antallet og placeringen af baner afspejler trafikmængde og planlægningskrav. Parallelle baner tillader samtidige takeoffs og landinger under visse betingelser, mens krydsende baner kræver koordinering for at undgå konflikter. Internationale standarder fra ICAO og nationale myndigheder styrer design, udstyr og sikkerhedsafstande.