keltiske

Keltiske, eller keltiske, bruges som dansk betegnelse for alt, der vedrører Kelterne – den gruppe af antikke og middelalderlige folkeslag i Europa samt deres sprog og kultur. Begrebet dækker både historiske folk, geografiske områder og den sprogfamilie, der blev talt af disse folk.

Historisk set opstod kelterne i det centrale Europa i sen bronse- til jernalder og spredte sig senere vestover og sydvestover. De største tidlige kulturfællesskaber omfattede Gaulere i det nuværende Frankrig og Norditalien samt Celtiberere og andre i den iberiske halvø. I de britiske øer og Irland udviklede der sig særegne keltiske sprog og kulturer, som senere blev underlagt romersk og germansk pres. Afsnittene af den keltiske verden, der fortsatte ind i middelalderen, var ikke politisk sammenhængende, men delte sprog og kulturelle træk.

Sprog: Den keltiske sprogfamilie er en gren af den indoeuropæiske familie og består af to hovedgrene: goidisk (gælisk) og brytonisk (britonisk). Goidisk inkluderer irsk, skotsk gælisk og manx; brytonisk omfatter walisisk, breton og kornisk. Mange keltiske sprog er uddøde, mens nogle lever videre som levende sprog i dag, eksempelvis irsk, skotsk gælisk, walisisk, breton og kornisk (genoplivet i nyere tid).

Kultur og betydning i dag: Keltiske kulturer er kendt for kunst, særlige smykkestile og mytologi, herunder La Tène-kulturen og en bred mytologisk tradition. I moderne brug findes betegnelsen keltiske i uddannelse, kulturarrangementer og sprogbevarelse i regioner som Irland, Skotland og Bretagne samt i det danske sprogområde som en historisk reference.