højvoltstrømforsyning

højvoltstrømforsyning, eller high‑voltage power supply på engelsk, er elektroniske enheder, der genererer, styrer og omformer elektrisk energi til høje spændingsniveauer, typisk over 1000 volt. Disse enheder anvendes i såkaldte HVDC‑systemer (high‑voltage direct current) til overførsel af elektricitet på mange hundrede kilometer, i inertial kraftudveksling fra kernekraftværker, og i pulserende optiske enheder som laser kilder, samt i forskellige industrielle processer som galvanisering og materialebehandling.

Det første moderne højspændingsforsyningssystem opstod i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor elektrisk kompressor og transformatorer blev brugt til at levere de nødvendige spændingsniveauer. Fremskridt inden for halvlederteknologi, særligt brugen af thyristorer, MOSFETs og IGBTs, har gjort det muligt at fremstille kompakte og effektive højvoltsforsyninger med avanceret strømstyring og regulatorisk kontrol.

Højvoltsforsyninger er typisk opdelt i tre hovedkategorier: AC‑to‑DC omformer, DC‑to‑DC belastning, og DC‑AC invertere, hver med specifikke belastnings- og reflekteringskriterier. For at beskytte både brugere og udstyr mod elektrisk stød, kortslutning og overbelastning, er det korrekt, at en række beskyttelsesprotokoller indarbejdes, herunder overspændingsbeskyttelse, jordfejlstrømsafbrydning og termisk termisk overspænding.

Etablerede normer og standarder, som IEC 62212 og IEEE 519, specificerer krav til design og test af højvoltsforsyninger for at sikre pålidelig og sikker drift i både industrielle og forskningemand.

Kunne nyere forskning i uthevede nanorør og skalering af højspænding-tilstedeværrende transistorer kunne yderligere reducere tab og forbedre effektivitet. [1] [2]