fotoreceptorerne

Fotoreceptorerne er specialiserede nerveceller i øjets netthinde, som registrerer lys og sætter synsprocessen i gang. De to hovedtyper af fotoreceptorerne er stave og tappe.

Stave er meget lysfølsomme og dominerer i retinas periferier. De har et enkelt type fotopigment, rhodopsin, og kan registrere selv svagt lys, men giver ikke farvesyn eller høj detaljerighed. Tapper findes primært i den centrale retina, især i fovea, og giver farvesyn og høj visuel akuitet; der findes tre typer opsiner, som er følsomme over for korte, mellem og lange bølgelængder. Sammen giver stave og tappe en komplementær funktion i lysforhold og detaljer.

Fotopigmenterne ligger i ydre segmenter af fotoreceptorerne. I mørke er membrankanalerne åbne gennem høj cGMP, hvilket depolariserer cellerne og øger glutamatudslip til bipolære celler. Når lys rammer fotoreceptorerne, isomeriseres fotopigmentet (for eksempel 11-cis-retinal til all-trans-retinal), hvilket aktiverer G-proteinkaskaden, sænker cGMP-niveauet og lukker kanalerne. Dette medfører hyperpolarisering og reduceret glutamatudslip, som ændrer signalet videre til bipolære og herefter ganglieceller.

Fotoreceptorerne forbindes primært til bipolære celler og horisontale celler, og signalet fortsætter til ganglieceller, der danner optisk nerve. De producerer hovedsageligt ikke aktionspotentialer; signalet er graddelt og ændrer neurotransmitterudsendelse.

Retinoidcyklussen (involverer retina pigmentepitel og fotoreceptorer) genanvender retinal og støtter fornyelsen af ydre segmenter. Øjets netthinde kan derfor tilpasse sig forskellige lysniveauer gennem denne biokemiske cyklus.

Fotoreceptorerne er centrale for synet og kan påvirkes af sygdomme som retinitis pigmentosa og aldersrelateret makuladegeneration, der fører til nedsat syn eller synsskarphed.