forsøgsenhed

Forsøgsenhed er den mindste enhed i et eksperiment, som en behandling anvendes på og hvor en måling foretages. Enheden bruges til randomisering og replikation, og fejlleddet i analysen (for eksempel i ANOVA) estimeres ud fra disse enheder. Begrebet er centralt i eksperimentdesign og hjælper med at sikre uafhængighed mellem observationer.

I praksis kan forsøgsenheden være forskellig afhængigt af fagområde og design. I jordbrug kan hver markblok eller plot være en forsøgsenhed; i kliniske studier kan patienten være enheden, eller en center/eenhed hvis randomiseringen sker på institutionsniveau. Hvis flere enheder deles om samme miljø uden individuel randomisering, kan der opstå pseudoreplikation, og analysen må justeres eller der bør anvendes clustering eller blokdesign.

Typiske designs omfatter randomiseret komplet blokdesign og split-plot-design, hvor behandlingen undertiden tildeles på et højere niveau end de enkelte måleobjekter. Når behandlinger anvendes på grupper, bliver gruppen den egentlige forsøgsenhed; observationerne inden for gruppen er ikke helt uafhængige, hvilket påvirker styrken og fortolkningen af testen. Forsøgsenheden er således central for planlægning, analyse og fortolkning af eksperimentelle studier.