dendritvækst

Dendritvækst betegner den proces, hvor neuroners dendritter vokser, forgrener sig og danner et detaljeret dendritnet. Denne vækst forekommer primært i udviklingsperioden, men dele af dendritnettet kan fortsætte med at ændre sig gennem voksenlivet. Dendritvækst påvirker hvordan neuroner modtager og integrerer synapser og dermed hvordan neuralnetværk organiseres og fungerer.

Cellulære mekanismer: Dendritvækst styres af cytoskeletets dynamik, især aktin og mikrotubuli, og af vækstpunkter som filopodier. Væksten påvirkes af neurotrofiner (BDNF, NGF) og signalveje som MAPK/ERK, PI3K/Akt og Rho-family GTPaser (Rac, Rho, Cdc42). Transskriptionelle ændringer giver langsigtet tilpasning af dendritnettet.

Ekstern regulering: Aktivitet og sansestimuli fremmer ændringer i dendriternes antal og længde — fx øget branching ved læring. Celle-overflade molekyler og ekstracellulære matrixkomplekser (NCAM, L1CAM) understøtter adhesion og stabilitet. Hormoner og stress samt miljøfaktorer kan også påvirke dendritvæksten.

Udvikling og plastisk ændring: Under udviklingen oplever neuroner ofte overproduktion af grenudvikling efterfulgt af pruning, hvilket former dendritisk arborisering. Voksne hjerneområder som hippocampus og visuelle cortex viser stadig strukturel plasticitet i forbindelse med læring og erfaring.

Klinisk og forskningsrelevans: Atypiske mønstre af dendritvækst er observeret ved neuropsykiatriske tilstande og neurodegenerative sygdomme. Forstyrrelser i neurotrofisk signalering eller miljømæssige faktorer kan bidrage til ændret dendritisk arkitektur, hvilket gør dendritvækst central i studier af udvikling, plasticitet og behandlinger.