bevægelsesverb

Bevægelsesverber, eller verber af bevægelse, er en gruppe danske verber hvis kernebetydning er bevægelse. De beskriver typisk at en person eller et objekt ændrer placering i rum, enten ved at bevæge sig selv eller ved bevægelse forårsaget af den, der taler om. Eksempler på almindelige bevægelsesverber er gå, løbe, køre, rejse, svømme, flyve, kravle og klatre. Mange af disse verber er intransitive og kan stå alene: Han går, De løber, Hun svømmer.

Bevægelsesverber kan ofte kombineres med sted- eller retningstilføjelser for at angive, hvor bevægelsen finder sted eller hvilken retning den følger: Jeg går til skolen; Vi kører gennem parken; Hun flyver til København. De kan også udtrykkes ved partikelverber eller sammensatte former, hvor retningen markeres ved småord som op, ned, ind, ud, væk, tilbage: gå op ad trappen, køre ud af byen, flyve væk.

Bevægelsesverber kan bruges i forskellige sætningsstrukturer og tider som andre verber; de danner gerne selvstændige rammer for handlinger i beskrivelser og narrative passager. Den præcise betydning af bevægelsesverberne kan afhænge af kontekst og valgte retningselementer, og nogle verber kan bruges både om, hvordan man bevæger sig selv, og hvordan noget bevæges af andre.

Se også: bevægelsesverber i dansk grammatisk tradition.