beregningsgrundlag

Beregningsgrundlag er et centralt begreb i den danske forvaltning og betegner det beløb, som beregninger af skatter, sociale ydelser og andre bidrag hviler på. Begrebet bruges i forskellige sammenhænge, men formålet er altid at fastsætte rettigheder og forpligtelser ud fra et tydeligt defineret tal.

Anvendelsesområderne omfatter typisk skat og offentlige ydelser. I skat bruges beregningsgrundlaget til at fastslå den skat, man skal betale, og det kan udgøres af ens samlede indkomst, fradrag og andre reguleringer, der ændrer det tal, som skatten beregnes ud fra. På sociale ydelser og pensioner danner beregningsgrundlaget grundlaget for udbetalinger som dagpenge, sygedagpenge og pensioner; her afhænger beløbet af indtægter og formelle regler, der fastsætter, hvad der kan medregnes.

Komponenter og justeringer. Beregningsgrundlaget består ofte af bruttoindkomst og visse indtægter fra andre kilder, som indgår i beregningen. Fradrag reducerer normalt beregningsgrundlaget, f.eks. personfradrag, arbejdsmarkedsfradrag eller andre godkendte fradrag. Visse indtægter kan i særlige tilfælde være undtaget eller foretaget som særlige tillæg, afhængigt af lovgivningen og den konkrete ydelse eller skat.

Eksempelvis beregnes personlig skat ud fra indtægt (løn, honorarer, pension osv.) efter fradrag, mens dagpenge beregnes ud fra en referenceindkomst og under hensyn til regler om minimums- og maksimumsbeløb. Beregningsgrundlaget er således et centralt element i, hvordan ydelser og skatter fastsættes i praksis.