Varmeholdelse

Varmeholdelse er evnen hos et materiale eller et system til at bevare varme og modstå nedkøling over tid. Begrebet anvendes i bygningsfysik, energiteknik og materialeforskning for at beskrive, hvor længe temperaturen kan holdes stabil uden fortsat opvarmning. Det er tæt forbundet med et materiales termiske egenskaber og dets evne til at udnytte den varme, der er til rådighed i omgivelserne.

Nøglebegreber inkluderer varmekapacitet (specifik varme og masse), termisk masse, termisk isolering og termisk modstand, samt latent varme ved faseændringer i fasematerialer (faseændringsmaterialer, PCM). Sammen bestemmer disse faktorer, hvor hurtigt et system mister varme og hvor meget varme, der kan lagres.

I bygninger kan høj termisk masse bidrage til bedre varmeholdelse ved at opbevare solvarme i løbet af dagen og frigive den om natten, mens god isolering og begrænset ventilation reducerer varmetabet. Materialer som beton, murværk og vand har høj termisk masse og giver stabilisering af indetemperaturen.

Varmeholdelse anvendes også i termisk energilagring, hvor sensible lagringsmedier som vand og sten, eller latentlagring gennem PCM, bruges til at lagre energi fra solvarme, fjernvarme eller industrielle processer. Dette kan reducere behovet for aktiv opvarmning og dermed energiforbrug og omkostninger.

Måling af varmeholdelse involverer beregninger som Q = m c ΔT eller ρ c ΔT per volumen, der beskriver den tilførte eller behandlede varme. Ud over dette vurderes også varmeledningsevne, overfladeegenskaber og konstruktionstæthed, som påvirker hvor hurtigt varme afledes.