Vandholdingsevne

Vandholdingsevne, eller vandholdingskapacitet, betegner jordens eller væskers evne til at fastholde vand mellem nedbør og vanding. Den beskriver hvor meget vand der kan holdes i jorden og hvor meget af det vand der er tilgængeligt for planter. En vigtig del af begrebet er forskellen mellem feltkapacitet og wilting point, hvor vandmængden mellem disse to tilstande udgør den tilgængelige vandkapacitet (AWC).

Vandholdingsevnen påvirkes af flere faktorer. Jordens tekstur og struktur er centrale: grove sandjorder har generelt lav vandholdingsevne og lav porøsitet, mens leret jord kan holde mere vand, men ofte har dårligere iltudveksling. Organisk stofindhold, jordens dybde og afdræningsforhold spiller også en væsentlig rolle. Samlet set bestemmes evnen til at fastholde vand af porositeten og de kræfter, der binder vand i jordpartiklerne.

Betydningen af vandholdingsevne ses i landbrug og havedyrkning. Høj vandholdingsevne giver længere mellem vandingsintervaller og bedre modstand mod tørke, men kan medføre ilt-mangel og overflod af vand i dårligt drænede252 jordbinder. Lav vandholdingsevne kræver mere hyppig vanding og præcis vandstyring for at undgå vandstress. I praksis bruges begrebet til irrigationsplanlægning, dræningsdesign og valg af vækstmedier i potter og landbrugsjord. Måling af vandindhold og vandpotentiale kan ske med tensimetr, trykplanapparater eller ved gravimetriske metoder for at vurdere AW C og behovet for vanding.