Væsketryk

Væsketryk er den kraft pr. arealenhed, som en væske udøver på overflader, den støder imod, for eksempel væggene i en beholder eller væv i en organisme. Væsketryk kan være statisk, når væsken er i hvile, eller dynamisk, når væsken strømmer.

I væsker i hvile øges trykket med dybden. Hydrostatisk tryk følger P = P0 + ρ g h, hvor P0 er trykket ved væskens overflade, ρ er densiteten i væsken, g er tyngdeaccelerationen, og h er dybden under overfladen. For vand er ρ cirka 1000 kg/m³ og g cirka 9,81 m/s². Hvis overfladen er åben, svarer P0 normalt til atmosfærisk tryk.

Der er to hovedtyper af tryk: absolut tryk og gaugetryk. Absolut tryk er trykket målt i forhold til et vakuum. Gaugetryk er trykket over atmosfærisk tryk og beregnes som P_gauge = P_absolut − P_atm.

Ved væskestrøm består trykket også af dynamisk tryk, som i form af kvadratet af hastigheden, ½ ρ v², indgår i opfattelsen af trykket. Bernoullis ligning beskriver sammenhængen mellem tryk, hastighed og højde langs en strømningssti.

Måling af væsketryk sker med manometre og tryk/transducere; barometer bruges til måling af atmosfærisk tryk.Enheden i SI er pascal (Pa). Praktiske måleenheder inkluderer bar (1 bar = 100 000 Pa) og psi (pounds per square inch).

Anvendelser af væsketryk er bredt anset og omfatter hydraulik og vandforsyning, dæmninger og skibsdesign. I medicin betegner blodtryk væsketryk i blodkarrene og måles som systolisk og diastolisk tryk.